Små børn med særlige behov

Denne artikel blev oprindeligt udgivet hos Steinerbladet i 2021.

I den første 7-årsperiode kan man med rette sige, at alle børn har særlige behov, og det er den voksnes opgave at skabe rammer, der imødekommer det lille barns behov, så barnet kan udvikle sig i tryghed. I denne periode viser det sig også, at nogle børn har særlige behov.

I Børneøen Bonsai har vi igennem vores 20 års virke mødt mange forskellige børn – hvert barn har sin individuelle vej her i livet, sit eget kim at udfolde, og ikke alle følger nødvendigvis »normalitetskurven« for børns udviklingstrin. Igennem årene har vi altid haft børn med fx angst, ADHD, autisme eller tilknytningsforstyrrelser, som vi har måttet støtte med en særlig indsats, så de kan få så god en start på institutionslivet som muligt. Men de seneste år har vi oplevet en tydelig stigning i antallet af børn med udfordringer af den art – flere børn har svært ved at rumme fællesskabet, acceptere de rammer, der sættes for dagligdagen og honorere de krav, der følger med det øgede tempo og graden af »støj«, som vores samfund i dag er præget af. I det følgende vil jeg fortælle lidt om, hvordan dette arbejde foregår i vores institution.

Iagttagelse og fordybelse som metode

På vores personalemøder laver vi fokuserede, fælles iagttagelsesøvelser for at opøve evnen til nøgternt at beskrive barnets tilstand og tegne et øje­bliksbillede. Derfor er vi gode til at være op­-mærk­somme på forandringer i barnets adfærd.

Vi bestræber os på at se bag om barnet, så vi kan hjælpe og støtte det i dets udvikling og altså ikke blot vurdere på overfladen eller på baggrund af barnets umiddelbare adfærd. Vi ved, at det er vigtigt at komme bag om facaden; at undersøge, hvad der ligger til grund for en given adfærd. Det er forudsætningen for at kunne lægge en handleplan for, hvordan vi bedst støtter barnet i dets udvikling. Den pædagogiske opgave er at kunne udføre denne iagttagelse objektivt, se på barnets fysiske krop og adfærd, men vi skal se hele barnet med både dets ressourcer og udfordringer.

Under fordybelsesøvelsen byder hele personalegruppen ind med betragtninger om barnet; det er en særlig metode, som tager udgangspunkt i Rudolf Steiners fordybelsesøvelser, og som hjælper os med at få et stærkt pædagogisk fokus og finde ind til essensen af barnets væsen. Vi har tilrettet metoden, så den passer ind i en pædagogisk kontekst. Fordybelse og iagttagelse kræver disciplin, fokus og en evne til at være objektiv. Vi sætter 40 minutter af til hvert barn og når frem til mange gode fælles indsigter, hvorved vi får en dybere forståelse af barnets adfærd og kan slutte ring om barnet ved at lægge en handleplan, som vi i fællesskab kan arbejde videre med.

Den individuelle indsats

Der er ingen tvivl om, at alle børn profiterer af nærvær, ro, rytme og forudsigelighed, men hvad angår børn med særlige behov eller udsathed, er vi ekstra opmærksomme på, om disse behov bliver opfyldt, og om der er brug for, at flere områder i dagens program i højere grad tilpasses barnet. Vi tilgodeser så vidt muligt barnets behov for eventuelt at komme lidt tidligere ud eller ind end resten af gruppen. Barnet kan have brug for ekstra opmærksomhed i overgangs­situationer for at undgå kaos eller utryghed. Det kræver, at vi voksne hele tiden kan være et skridt foran for at skærme barnet. Det kan også være aktuelt at give barnet lov til at sidde længere og spise, og måske har barnet behov for at sidde ved siden af en voksen under måltidet – eller gå med en voksen i køkkenet eller lægge vasketøj sammen, så der skabes en nærværende stund med 1:1-kontakt mellem barn og voksen. Det kan også være, at det udsatte barn har brug for hjælp til at blive en del af legen; eller at det urolige barn skal inviteres med til at lave noget fysisk krævende, fx havearbejde, brændestabling eller lignende, både for at styrke tilknytningen mellem børn og voksen – »nu gør vi noget meningsfuldt sammen« – men også for at give barnet mulighed for at mærke sig selv. Barnet kan have brug for endnu mere voksennærvær eller voksenstyring end andre børn – måske lidt nærende kropskontakt, en omsorgsfuld hånd på ryggen osv.

En fælles handleplan

Handleplanen er et vigtigt redskab for personalet i bestræbelsen på at hjælpe barnet med eventuelle vanskeligheder. Vi lægger en plan for, hvem der gør hvad, hvordan og ikke mindst hvorfor – indsatsen skal give god mening. Det kræver opfølgning og evaluering af de mål, vi har sat. Virkede indsatsen? Skal vi ændre noget, kan vi med fordel gøre noget anderledes? Hvordan reagerer barnet på det, vi gør?

Forældresamtaler

Efterfølgende holder vi en samtale med barnets forældre, hvor vi altid bestræber os på at skabe en åben og tillidsfuld dialog. Vi deler vores beskrivelser af barnet med forældrene, så de får et billede af, hvordan vi ser barnets trivsel i hverdagen, dets ressourcer og udfordringer. Forældresamtalen kræver nøje prioritering af tiden, stemningen skal være god og ustresset, og vigtigst af alt er det, at der også er tid til at lytte til forældrenes opfattelse af barnet, så vi kan bygge en bro imellem vores opfattelser.

Hvordan ser vi, om et barn har et ekstra særligt behov eller en diagnose?

Det pædagogiske personale kan bruge iagttagelserne til at få en grundigere forståelse af barnet, hvis vi har en bekymring om en given adfærd eller er i tvivl om, hvad næste skridt er. I de fleste tilfælde starter vi med et netværksmøde, hvor forældre, personale og en repræsentant fra PPR forsøger at nå frem til en fælles forståelse af barnet. Dialogen er utrolig vigtig, og pædagogen har et stort ansvar for at sørge for at oversætte eventuelle fagtermer, så forældrene føler sig trygge i processen.

Vi havde fx en dreng indskrevet i en af vores vuggestuegrupper, og da han var omkring 2,5 år, begyndte vi at observere, at hans sprog, legemønstre og adfærd ikke var udviklet alderssvarende. Vi undrede os over hans repetitive adfærd, det manglende sprog, at han gik rundt i cirkler på legepladsen, altid legede den samme leg (alene) og ikke viste interesse for de øvrige børn på stuen. Vi lavede en fælles fordybelsesøvelse og udarbejdede en handleplan, som vi forelagde for forældrene, som vi ellers havde en tæt og tillidsfuld dialog med og fik italesat vores bekymringer. I dette tilfælde delte forældrene dog ikke vores bekymring og så slet ikke det samme som os, men vi kunne indgå en aftale om at arbejde med nogle tiltag i vuggestuen og se, hvordan det ville blive for ham at starte i børnehaven. Det gik desværre ikke bedre, og da forældrene ikke ønskede et samarbejde med os om vores bekymringer om deres søn, besluttede forældrene at flytte drengen over i en anden børnehave. Der gik ikke lang tid, før vi blev kontaktet af forældrene, der fortalte, at de igen havde måttet flytte institution, denne gang til en specialinstitution for børn med autisme.

Det er ofte en meget følsom og langvarig proces for forældre at indse, at deres barn har brug for en særlig faglig opmærksomhed. Det tager tid at indse, og det kan være en smertefuld erkendelse at nå til. De forældre, der deler vores bekymring for barnets trivsel og udvikling, har nemmere ved at indgå samarbejdet med os fra starten. Det er vigtigt, at vi som pædagoger respekterer forældrenes proces, og at vi ikke dømmer dem for ikke at have den samme forståelse af barnet som os. Det er et følsomt emne og helt naturligt, at vi som forældre har et instinktivt behov for at kæmpe for vores børn og et ønske om at opretholde »normaliteten«. Ingen forældre har lyst til at få at vide, at man er bekymret for deres barns udvikling. Det pædagogiske personale skal derfor værne om den faglige objektivitet og holde fast i, at ud­­gangs­punktet er, at vi ønsker at hjælpe barnet, men samtidig have tålmodighed og forståelse for, at det kan tage tid at acceptere fakta.

Derfor er det vigtigt, at vores forarbejde er grundigt og sagligt – et fælles billede og en handleplan kan gøre meget, men der kan være børn med særlige behov, som kræver en ekstra indsats i form af fx en støttepædagog, som hjælper barnet i de situationer, hvor der er behov. Jeg tror, at alle børnehaver har haft børn, som har svært ved at indgå i fælleskabet, børn som trækker sig, børn som er impulsstyrede, ekstra sensitive og med indad- eller udadreagerende adfærd.

Sanseintegration

Vi har også haft en del impulsstyrede børn hos os, hvor vi har haft gavn af at arbejde med sanseintegration. For nogle børn har det været gavnligt at få udarbejdet en såkaldt »sanseprofil« hos en sanseintegrationsterapeut, som kan guide forældre og pædagoger i særlige øvelser, der skal udføres med barnet, og give vejledning i, hvordan man mest hensigtsmæssigt kan berøre barnet (med eller uden tryk), eller om barnet har brug for at få stimuleret balance-, føle- eller andre sanser, der har med viljeskræfterne at gøre – det handler om at få barnet til at kunne mærke sig selv igen, mærke sin krop og dens begrænsninger, og det kan styrkes med tyngdeøvelser, balanceøvelser osv. Vi har været vidne til nogle fantastiske forvandlinger hos børn efter et sanseintegrationsforløb.

Vi har haft en dreng hos os, som var superhurtig til alt; da han var 1,5 år gammel, var hans motorik udviklet som en 3-årigs. Han klatrede op alle vegne, hans krop var i gang hele tiden, men han havde svært ved at sidde stille ved spisning og leg. Da han som 3-årig startede i børnehave, kunne han klatre i træer på samme niveau som en 5-årig, men det var svært at få ro på og være med til samlinger i længere tid. Vi havde et godt og tillidsfuldt samarbejde med forældrene, og de kunne se, at vores beskrivelser af deres søn stemte overens med det, de så derhjemme.

Til det barn fik vi sammen med en psykolog fra kommunen udarbejdet en DPU (dansk pædagogisk udviklingsbeskrivelse). Formålet med en sådan udviklingsbeskrivelse er at belyse barnets kompetencer og udviklingspotentialer og få tydeliggjort, hvor i barnets udvikling der er behov for støtte. DPU’en understøtter pædagogernes samarbejde om det enkelte barn i den sociale kontekst, og den er et godt redskab til at skabe en konstruktiv dialog om den pædagog­iske planlægning og understøtte samarbejdet med forældrene. Til at udføre denne opgave fik vi hjælp fra en støttepædagog nogle timer om ugen, og hun hjalp os med at skabe en fælles forståelse for, hvordan vi sikrer en positiv ud­vikling, og hvad vi alle på stuen skulle være opmærksomme på og støtte med i dagligdagen. Vi fik forskellige redskaber til at etablere en god balance mellem både at udfordre ham og skabe ro omkring ham, og det blev faktisk et fint forløb, hvor det var tydeligt for alle, at indsatsen gav mening.

Modenhed og diagnose

I nogle tilfælde kan en udredning fra PPR (pædagogisk-psykologisk rådgivning) komme på tale. Det kan i nogle sammenhænge give mening – og faktisk være en hjælp – at barnet får en diagnose, som øger forståelsen for vanskelighederne, men i de fleste tilfælde venter vi og ser, hvad vi kan hjælpe med pædagogisk, og hvad der helt naturligt modnes hos barnet. Det er igen et individuelt skøn. Modenhed er faktisk et vigtigt tema, når man har at gøre med børn, hvis adfærd er anderledes end de andre børns. Man må altid starte med at kigge på, om årsagen kan være umodenhed. Det betyder, at de voksne, der er omkring barnet, skal have en åben og ikkedømmende tilgang til barnet, så vi fortsat kan se muligheder, få øje på barnets ressourcer og tålmodigt hjælpe barnet til at modnes. Det betyder, at de voksne, der er omkring barnet, skal have en åben og ikkedømmende tilgang til barnet, så vi fortsat kan se muligheder, få øje på barnets ressourcer og tålmodigt hjælpe barnet til at modnes. Tilknytning og relationsdannelse er også central for, at det kan lykkes at skabe ny udvikling hos barnet. Vi har i en del år arbejdet med Gordon Neufelds tilknytningsteorier, og det har været med til at at definere forståelsen og givet os de rette metoder til at arbejde med tilknytning.

Vi skal iagttage objektivt og tage fat om nælden i tide og ikke være for berøringsangste. Vi bør ikke gå for længe uden at gøre noget, men om­­vendt må vi også være meget opmærksomme på ikke at handle overilet; nogle børn udvikler sig i deres eget tempo og skal også have lov til det. Det kan være en svær balancegang. Vi indleder tidligt dialog med kolleger og ledelse, så vi i fællesskab kan tage stilling til, hvordan og hvornår vi skal handle på bekymringen.

Dertil skal vi have øje for hele børnegruppens samspil for at kunne danne grundlag for en sund inklusion, og derfor arbejder vi med gruppedynamikken parallelt med barnets individuelle udvikling.

Vi har også haft succes med at kunne sende nogle af vores børn forbi de antroposofiske læger, det har hjulpet mange børn og forældre med antroposofisk vejledning og eventuelt et homøopatisk præparat til at hjælpe med at genoprette barnets ubalancer.

Sårbare skolestartere

De fleste børn er klar til skolestart det år, hvor de fylder 6 år. Men vi ser hvert år, at det sidste år i børnehaven for nogle af de mere sårbare børn ikke er tilstrækkeligt til at nå den ønskede grad af skolemodenhed. At skulle flytte til nye omgivelser, lære nye voksne og børn at kende, lære at forstå nye regler og rutiner kræver naturligvis kræfter hos alle børn, men i særdeleshed for et barn med særlige behov kan det være en alt for stor mundfuld, der udfordrer barnets udvikling og tryghed så meget, at der slet ikke er overskud til at tage læring til sig.

I sådanne tilfælde kan det være en kæmpe gave at få et ekstra år i børnehaven, og hvis der er fagligt belæg for behovet, vil der som regel blevet bevilget skoleudsættelse for barnet. Vi har så et ekstra år til at lære det tilbageholdende barn at stå bedre i sig selv, få styrket sin selvtillid og mod på at indgå i nye, sociale relationer – og det impulsive og grænsesøgende barn kan have godt af at få lov at klatre i træer og gå på opdagelse i skoven et ekstra år, inden det i skolen skal udfordres med at kunne sidde stille på stolen og holde fokus og koncentration på en bunden opgave i længere tid.

Vi udarbejder så en handleplan med de udviklingsmål, som vi skal øve sammen med barnet i det ekstra år. Vi har ikke oplevet, at det har været negativt for et skoleudsat barn at være her et ekstra år, selvom de jævnaldrende i mellemtiden er startet i skole. Vi har god erfaring med at støtte barnet i den nye situation og ser dem vokse virkelig fint i det ekstra år. Det vil være sværere for barnet at skulle blive et ekstra år i 0. klasse, som kan blive konsekvensen af at komme for tidligt i skole. Vi kan med langt mere ro i maven sende et skoleudsat barn afsted til skolelivet efter sådan et ekstra år, hvor barnet har fået lov til at modnes i trygge omgivelser og med kendte voksne omkring sig, og vi ved, at sandsynligheden for, at skolestarten bliver en succes, er meget større end hvis barnet var kommet for tidligt afsted.

Rikke Rosengren og Lisbet Kolmos, Marjatta, afholder i foråret 2021 kurset Samvær med fordybelse. Se bonsaiinstitute.dk