Barndommen genudsendes ikke, som vi jo efterhånden godt ved. Helt i modsætning til de muligheder for gentagelser og genudsendelser, som de digitale medier i disse dage stiller til rådighed for os; fik man ikke set et program, læst en artikel eller et opslag på Facebook, kan man jo bare logge på og fortsætte hvor man slap, når det lige passer ind. Men sådan er det ikke med de vigtige oplevelser i barnets første år, og netop derfor er det måske meget godt at blive mindet om en gang imellem.
Inden for Steinerpædagogikken taler vi ofte om, at det lille barn skal lære at gribe livet, før det kan begribe det. Det er kroppen, barnets hus, der skal næres i de første syv år, og ikke det mentale. Til gengæld mener vi, at dette er forudsætningen for senere at kunne gribe det intellektuelle.
Det lille barn oplever og forstår verden kropsligt – via dets sanser. Menneskets mest basale sans, den taktil-kinæstetiske sans, er følesansen og muskel-led-sansen, og den er afgørende for barnets videre hjernemæssige udvikling. Det er afgørende for mennesket, at det kan mærke og registrere sin egen position i forhold til de fysiske omgivelser. Hjerneforsker Kjeld Fredens pointerer, at bevægelse og handling er så fundamental for børn, at man kan sige, at børn ”tænker med kroppen” (Uddrag fra artiklen, ”Forsvar for den frie leg”). Netop de erfaringer, barnet gør med sin krop, er grundlaget for udviklingen af såvel personlighed som intellekt. Det at sidde kropsligt passivt og lære tabeller, alfabetet og øve strategisk tænkning i diverse spil på en iPads, er derimod en direkte modarbejdelse af den sansemæssige læring.
De sidste 10 år er digitale medier i form af computere, tablets og smartphones kommet til at fylde en væsentlig del af både vore egne og vores børns liv. I Børneøen Bonsai har vi helt bevidst valgt at være ”mediefrit område”; dvs. ingen mobilsnak og ingen brug af medier – det flytter fokus fra børnene og mindsker nærværet mellem mennesker. Når vi taler om at være et godt forbillede for børnene, er vi voksne naturligvis nødt til at gå forrest, også på dette punkt. Nu om dage kniber det indimellem med at have stabile, nærværende mennesker omkring sig, fordi alle er optaget af deres telefoner.
På trods af de tendenser til indføring af digital dannelse, vi i øjeblikket ser i den traditionelle pædagogik i samfundet – og som undervisningsministeriet har påtænkt at indføre som et obligatorisk indslag i alle daginstitutioner – fastholder vi, at vi ikke vil indføre iPads og computere som hverken lærings- eller legeredskaber til børn.
Vi synes, det er en ærgerlig tendens, at små børn under syv år får lov at anvende medier i det omfang, som mange gør. Vi ved i dag, at børnene bliver mere passive – eller hyperaktive (som et udtryk for ikke at få basale behov opfyldt) – og at børn har brug for at bevæge sig og udvikle deres motorik. Det er helt afgørende for deres fortsatte hjernemæssige udvikling og senere indlæringsmuligheder.
Erfaringen viser, at dét barnet ser, påvirker dets følelsesliv, og vi ved også, at det så at sige skal ud af systemet igen. Barnet absorberer indtryk fra film/computerspil i sig, og herefter påvirker det legen, drømmene og følelseslivet. De udlever indtrykkene i legen, som kan få en mere aggressiv og frustreret karakter. Endvidere skaber det nogle eksklusionsmekanismer i børnegruppen, da det måske kun er nogle få, som kender det univers, legen omhandler, mens der så er mange, som ikke aner, hvad det handler om, men alligevel bliver involveret i legen uden den nødvendige forforståelse. Følelsesmæssigt er et barn under syv år et helt andet sted, og det kan være svært for barnet at få filmen ud af systemet igen.
Vi ved i dag, at børn kan udvikle afhængighed af medier helt ned til den meget tidlige barndom. Man ser også allerede nu små børn, der får dårlige øjne og må have briller, fordi de for længe har brugt deres øjne for meget og forkert (dvs. siddet for tæt på skærmen) foran en iPad.
Når et barn sidder i flere timer foran en digital skærm, stresses øjnene, blandt andet fordi skærmen tvinger barnets syn til at fokusere og koncentrere sig i højere grad end ved andre aktiviteter. Skærmbrug kræver en finmotorik i øjet, som ikke er fuldt udviklet hos børn. Det er først, når synet udvikles, at børns øjne er i stand til at håndtere den stress, der er forbundet med PCer, tablets og mobiltelefoner (Kilde: EkstraOptical).
Morten Munthe Fenger er forskningspsykolog og har skrevet bogen ”Når mobilen tager magten”, der omhandler det manglende nærvær i den digitale tidsalder. ”Videnskabelige studier har vist, at overdreven brug af elektroniske medier kan føre til opmærksomhedsproblemer, vanskeligheder i skolen, søvnproblemer, spiseforstyrrelser og fedme. Fjernsyn og andre underholdningsmedier bør undgås for børn under 2 år. Et barns hjerne er under hurtig udvikling disse første leveår, og små børn lærer bedst af at interagere med mennesker og ikke skærme” (Morten Munthe Fenger, Når mobilen tager magten, s. 35).
I dag er det ydermere bevist, at lyset fra skærmene påvirker produktionen af melatonin, som er det hormon, der regulerer menneskets søvnrytme (Når mobilen tager magten, s. 36). Det er en del af forklaringen på, at unge mennesker i dag sover alt for lidt, og konsekvenserne af søvnunderskuddet er mange – og alvorlige. Lyspåvirkningen lader til at have indflydelse på vort endokrine system, som påvirker vores hormonbalance, seksualitet, frugtbarhed og vækst.
Børn i behandling for digitale følgesygdomme
På et årtier den lille smarte telefon trængt ind i alle afkroge af vores liv. Mens vi er i bussen, på gaden eller sammen med familien, fjerner vi vores nærvær fra vores umiddelbare fysiske omgivelser, bøjer nakken og læser mails, tjekker nyheder og sociale medier. Fysioterapeuter og kiropraktorer beretter, at dårlig kropsholdning og smerter på grund af overdreven og forkert brug af skærme nu ses hos børn helt ned til børnehavealderen. De ser stadigt flere børn i førskolealderen med dårlig holdning og nakkeproblemer grundet øget skærmforbrug. I løbet af de sidste 10 år – fra 2006 til 2016 – er der således sket en stigning på 60% i antallet af børn og unge i alderen fem til 19 år, der henvises til behandling hos en fysioterapeut; fra 18.315 i 2006 til 29.506 i 2016 (Tal fra Danmarks Statistik). Ifølge formanden for Danske Fysioterapeuter, Tina Lambrecht, er det en ”…ildevarslende udvikling. Børn kommer nu i behandling for lidelser og smerter, som tidligere var forbeholdt voksne. Vi har kun set toppen af isbjerget af de konsekvenser, som den stillesiddende adfærd foran skærmene får for børnene. Kun hver tiende pige og hver femte dreng i aldersgruppen 11 til 15 år bevæger sig nok” (Tina Lambrecht, formand for Danske Fysioterapeuter).
Det er de ægte sanseoplevelser, der udvikler børns hjerner
Vi har i de senere år oplevet en digital revolution, og sågår i vuggestuer og børnehaver har man indført iPads som legeredskab. Vi får at vide, at børnenes fremtid ligger i de små maskiner, og at hvis de ikke lærer at bruge dem allerede i vuggestuealderen, bliver de hægtet af udviklingen. Men vi er af den holdning, at det ikke er godt for børnene at lære for tidligt – det tager tid fra dem, hvor de burde have leget, bevæget sig, sanset og mærket verden. Jo mere du leger og bevæger dig, jo flere synapser bliver der dannet i hjernen. Det er kostbar tid, der har indflydelse på barnets senere udvikling.
Sjovt nok er de her gadgets jo konstrueret af folk, som ikke havde dem selv, da de var børn. Bill Gates og Steve Jobs klatrede sikkert også i træer, byggede huler og brugte deres fantasi som børn, fordi nutidens teknologi ikke var til rådighed. Det har ikke forhindret dem i at være med på det digitale beat i deres voksenliv – måske fordi de i stedet brugte deres barndom på at lege og sanse verden og derfor har haft udviklet fantasien og kreativiteten til at gøre disse banebrydende opfindelser.
Netop de erfaringer, barnet gør med sin krop, er grundlaget for udviklingen af såvel personlighed som intellekt. Det at sidde kropsligt passivt og lære tabeller, alfabetet og øve strategisk tænkning i diverse spil på en iPad er derimod en direkte modarbejdelse af den sansemæssige læring.
På iPad’en behøves næsten ingen bevægelser, før man opnår en kæmpe effekt; blot et enkelt tryk eller glid med fingeren kan udløse en hel række af fantastiske, visuelle hændelser og belønninger. I bedste fald lærer barnet intet brugbart. I værste fald forvirres sanserne; det giver ingen sansemotorisk mening, at man opnår store effekter med blot en enkelt finger. Belønningen kommer for let. Hvad gør dette ved viljeskræfterne hos et barn, der ikke gider tage sin jakke på eller at gå selv? Et større barn, der ikke gider hjælpe til derhjemme eller lave sine hjemmeopgaver?
Det udløser en anden problemstilling, som har at gøre med såkaldt ”dopaminafhængighed”. ”Dopamin er en neurotransmitter, der har betydning for begreber som motivation, lyst, lykke, afhængighed og opmærksomhed. Smartphones og tablets giver et dopamin-rush, som gør os afhængige. Vi risikerer at miste vores empati – og menneskelighed. Hvis vi præger vores hjerne til, at den når som helst kan få belønning ved behov via vores devices, så risikerer vi, at den over tid på en måde omkonfigureres, så vores evne til at udvise vedholdenhed langsomt visner. Små børn er særligt udsatte, fordi hjernepåvirkningen risikerer at ske, længe inden forældrenes opdragelse har fået lært barnets hjerne forskellen mellem det at have lyst til noget og det at skulle noget” (Imran Rashid, Kroniken i Politiken, 26. april 2017).
Børn skal have sanseoplevelser frem for at bruge medier. De skal ud og mærke bladene i skoven om efteråret frem for at se dem på en skærm. For når de selv er ude og opleve, så lagrer det sig sanseligt i hukommelsen. Ligesom man fx. også bedre husker den koncert, man selv var inde og opleve, frem for den man så på TV.
Problemet ved skærm er også, at tillader man brug af skærm, kommer der diskussioner om, hvor meget børnene må se. De diskussioner undgår man ved blot at lade være med at tillade det, mens børnene er helt små.
Livskræfterne
Vi arbejder i pædagogikken med det, som Steiner kaldte æterkræfterne – vi omsætter det i nutidigt sprog til livskræfter. Livskræfter bygger barnet op helt op til vi bliver 35 år, og herefter svækkes de. De første 7 år er livskræfter på sit højeste, og det er her, der skal fyldes godt på med indtryk, der virker opbyggende på livskræfterne. Hvis man får svækket sine livskræfter i de første 7 år, får det konsekvenser for barnets sundhed senere i livet.
Børn vokser og næres af livskræfter. Vores opgave som pædagoger for det lille barn er at sikre, at vi værner om disse livskræfter og sikrer muligheden for at opbygge livskræfterne. Livskræfterne er den kraft, som helt gennemtrænger, beliver og opretholder det fysiske legeme. Alt det, der har med vækst og opbygning og bevægelse at gøre, hører ind under livslegemets virksomhed. Til æterlegemet hører også fantasi og immunforsvar.
Hos mennesket er livskræfterne allerstærkest hos børn – og særligt i alderen 0 til 7 er det den mest dominerende kraft i mennesket. I den periode er det livslegemet, der er bygherre og sørger for at danne og forme organerne og ikke mindst hjernen, synapserne og nervebanerne, som kræves for at udvikle en sund krop. Nu ved man, at jo mere man bevæger sig, jo flere synapseforbindelser dannes der i hjernen.
Vi ser vores pædagogik som en sundhedsfremmende pædagogik – hvad skaber mest sundhed for barnet? Hvad skaber sunde, stærke børn?
Fantasi og bevægelse reparerer æterlegemet – derfor skal barnet jo ud og gribe, mærke og sanse verden. Hvis barnet skal kunne få fat i livskræfterne igen, skal man sørge for, at barnet bruger og får stimuleret sin egen fantasi. Når barnet spiller et spil på sin iPad, er det ikke barnets egen fantasi, der opbygges. Det er en andens fantasi, barnet oplever.
Hvad svækker livskræfterne?
- Oversættelse fra 2D til 3D: For at kunne opfatte det, man ser på skærmen i 2D, bruger man en masse livskræfter på at få det omformet fra 2D til 3D. Den oversættelsesproces tærer på børnenes livskræfter. Livskræfterne former og opbygger børnene – det er dem, vi forsøger at pleje og nære i form af ro, genkendelighed, rytme. Alt det, som ikke forstyrrer barnet. Det, der opbygger barnet sjæleligt.
- Fysikken svækkes: Dårlig motorik og bevægelsesglæde, øjneskader og nakkeskader.
- Søvnen påvirkes: Børn der sidder foran en skærm skal have tid til at lege oplevelserne ud, og det har oftest bevæget sig for lidt, så det får svært ved at falde til ro.
- Afhængighed: Børnene bliver trætte og stressede og hyperaktive bagefter, passive og aggressive. Hvis man så tænker, at så må 3D-film da være sagen, så er det faktisk endnu værre, da der er flere klip, og det stresser hjernen. Prøv fx at lægge mærke til effekten før og efter barnet bruger skærmen! Det kan I selv eksperimentere med. Rejser barnet sig bare og er fyldt med glæde og er i balance og kan fortsætte i en leg uden problemer? Eller er der en negativ reaktion med vrede og modstand mod, at fjernsynet blev slukket? Det kan være svært med overgangene fra skærmtid til ikke-skærmtid. Ligesom at tage en slikskål fra dem. Er det noget godt, barnet har fået ud af skærmtiden, hvis man kommer så meget ud af balance af det?
- Hastigheden: Der bliver klippet så usandsynligt mange gange. Det er et tempo, der påtvinges barnet ude fra, som det skal tilpasse sig. Det svarer til at stå og skynde på barnet om morgenen. Det udefra påtvungne tempo avler trods og modstand som modreaktion. Man får et træt og trodsigt barn, som er sur over, at det ikke må få sin stimulans. Når barnet sidder passivt og ser skærm, får det ikke brugt sine viljeskræfter, og de kommer så ud bagefter.
- Fantasien påvirkes: Grundlaget for den senere forstand/intellekt. Når man er vant til at få underholdningen serveret, og ens egen fantasi bliver pacificeret og ikke bliver brugt, så er det svært at komme over den hurdle, at tingene pludselig igen skal komme indefra. Fantasi er en kraft, der kommer indefra. Det er ikke barnets fantasi, der udfolder sig på skærmen – det er et voksent menneskes fantasi. Deres egne viljes- og fantasikræfter bliver forstyrret. barnet kommer til at kede sig, når det ikke ser skærm. Man kommer ind i en ond cirkel, hvor der hele tiden skal fyldes mere og mere skærmtid på, for at barnet ikke keder sig.
- Det sociale: Mennesker er flokdyr – vi har brug for at være sammen med andre mennesker. Det er ikke barnets natur at sidde alene og kun interagere med en skærm. Selvfølgelig kan det også være en social begivenhed at sidde sammen om et spil eller en film, men det er jo ikke kun sådan, disse medier bruges. Vi efterligner hinanden, spejler os i hinanden, lærer af hinanden. Vi lærer om empati ved at betragte andre menneskers ansigtsudtryk, vi lærer at aflæse hinandens følelser og sindstilstande. Der ligger derfor utrolig megen vigtig læring i det sociale fællesskab, der er med til at danne os som sociale væsener.
I dag er det blevet sådan, at børnenes udvikling skal tilpasses teknologiens udvikling. Det burde være sådan, at vi hjælper dem til at udvikle sig til stærke, sunde individer, som kan anvende teknologien på en god måde. Undervisningsministeriet har haft det som et vigtigt punkt på dagsordenen at integrere den digitale dannelse tidligt i barndommen – det kan kun gå for langsomt, fornemmer vi. Fremtidens voksne – altså dem, der i dag er børn – skal kunne være internationalt konkurrencedygtige i forhold til parametre som innovation og mestring af digitale værktøjer, for sådan kan vi tilsyneladende være mest effektive og værdifulde som samfundsborgere. Men netop i disse dage hører vi i stigende grad om, at flere og flere børn og unge får stillet depressionsdiagnoser, og pædagogiske forskere er i den anledning begyndt at gøre opmærksom på, at det måske kan afhjælpes ved mere menneskeligt nærvær og opmærksomhed til børnene i daginstitutionerne; det nærvær skabes ikke af at erstatte menneskelige ressourcer med iPads og digitale værktøjer. Intet kan erstatte den tilfredsstillelse det er for det lille barn at have et nærværende, levende, sansende menneske omkring sig, der sender anerkendende blikke og er tilstedeværende med omsorg og kontakt, som bidrager til opbygning af barnets livskræfter. Herved skaber vi sunde voksne med et godt selvværd, som kan tænke innovativt, empatisk og klogt og træffe gode, bæredygtige beslutninger for fremtidens generationer.
