Denne artikel blev først udgivet hos Steinerbladet i 2017.
For Børne- og socialministeriet er det et vigtigt punkt på dagsordenen at integrere den digitale dannelse tidligt i barndommen. Fremtidens voksne – altså dem, der i dag er børn – skal være internationalt konkurrencedygtige i forhold til parametre som innovation og mestring af digitale værktøjer, for sådan kan vi tilsyneladende være mest effektive og værdifulde som samfundsborgere. Men flere og aflere børn og unge får stillet depressionsdiagnoser, og pædagogiske forskere gør opmærksom på, at det måske kan afhjælpes ved mere menneskeligt nærvær og opmærksomhed til børnene i daginstitutionerne. Det nærvær skabes ikke af at erstatte menneskelige ressourcer med iPads og digitale værktøjer.
Jo mere man bevæger sig, jo flere synapseforbindelser dannes der i hjernen.
I steinerpædagogikken arbejder vi med det, som Rudolf Steiner kaldte æterkræfterne – i nutidigt sprog omsætter vi det til livskræfter. De første 7 år er livskræfterne på deres højeste, og det er her, der skal fyldes godt på med indtryk, der virker opbyggende på dem. Hvis barnet får svækket sine livskræfter i de første 7 år, får det konsekvenser for dets sundhed senere i livet.
Vi har i de senere år oplevet en digital revolution, og sågar i vuggestuer og børnehaver har man indført iPad som legeredskab. I dag er det blevet sådan, at børnenes udvikling skal tilpasses teknologiens udvikling. Vi får at vide, at børnenes fremtid ligger i de små maskiner, og at hvis de ikke lærer at bruge dem allerede i vuggestuealderen, bliver de hægtet af udviklingen.
Som steinerpædagoger ser vi det anerledes: vi bør hjælpe børnene til at udvikle sig til stærke, sunde individer, som kan anvende teknologien på en god måde. Det indebærer, at de ikke skal bruge tid på læring i den forstand. Det tager tiden fra dem, hvor de burde have leget, bevæget sig, sanset og mærket verden. Jo mere du leger og bevæger dig, jo flere synapser bliver der dannet i hjernen. Det er kostbar tid, der har indflydelse på barnets senere udvikling.
Livskræfternes betydning
Børn vokser og næres af livskræfterne. Vores opgave, som pædagoger for det lille barn, er at sikre, at vi værner om disse livskræfter og sikrer muligheden for at opbygge dem. Livskræfterne er den kraft, som helt gennemtrænger, beliver og opretholder det fysiske legeme. Alt det, der har med vækst og opbygning og bevægelse at gøre, hører ind under livslegemets virksomhed. Til æterlegemet – livskræfterne – hører også fantasi og immunforsvar.
Hos mennesket er livskræfterne allerstærkest hos børn – og særligt i alderen 0 til 7 er det den mest dominerende kraft. I den periode er det livslegemet, der er bygherre og sørger for at danne og forme organerne og ikke mindst hjernen, synapserne og nervebanerne, som kræves for at udvikle en sund krop. Nu ved man, at jo mere man bevæger sig, jo flere synapseforbindelser dannes der i hjernen.
Ægte sanseoplevelser udvikler børns hjerner
Inden for steinerpædagogikken taler vi ofte om, at det lille barn skal lære at gribe livet, før det kan begribe det. Det er kroppen, barnets hus, der skal næres i de første syv år, og ikke intellektet. Dette er forudsætningen for senere at kunne gribe netop det intellektuelle.
Det lille barn oplever og forstår verden kropsligt – via sine sanser. Menneskets mest basale sans, den taktil-kinæstetiske sans, er følesansen og muskel-led-sansen, og den er afgørende for barnets videre hjernemæssige udvikling. Det er afgørende for mennesket, at det kan mærke og registrere sin egen position i forhold til de fysiske omgivelser. Hjerneforsker Kjeld Fredens pointerer, at bevægelse og handling er så fundamental for børn, at man kan sige, at børn ”tænker med kroppen”. Netop de erfaringer, barnet gør med sin krop, er grundlaget for udviklingen af såvel personlighed som intellekt. Det, at sidde kropsligt passivt og lære tabeller, alfabetet og øve strategisk tænkning i diverse spil på en iPad, er derimod en direkte modarbejdelse af den sansemæssige læring. Børn skal have sanseoplevelser frem for at bruge medier. De skal ud at mærke bladene i skoven om efteråret frem for at se dem på en skærm. Når de selv er ude at opleve, så lagrer det sig sanseligt i hukommelsen. Ligesom vi voksne fx. også bedre husker den koncert, vi selv var inde at opleve, frem for den vi så på TV.
Hurtig belønning, men viljen?
På iPad’en behøves næsten ingen bevægelser, før man opnår en kæmpe effekt; blot et enkelt tryk eller glid med fingeren kan udløse en hel række af fantastiske, visuelle hændelser og belønninger. I bedste fald lærer barnet intet brugbart. I værste fald forvirres sanserne; det giver ingen sansemotorisk mening, at man opnår store effekter med blot en enkelt finger. Belønningen kommer for let. Hvad gør dette ved viljeskræfterne hos et lille barn, der ikke gider tage sin jakke på eller at gå selv? Eller hos et større barn, der ikke gider hjælpe til derhjemme eller lave sine hjemmeopgaver?
Hvad svækker livskræfterne?
Vi ser vores pædagogik som en sundhedsfremmende pædagogik, der søger at skabe sunde, stærke og psykisk robuste børn. Livskræfterne former og opbygger børnene – det er dem, vi forsøger at pleje og nære i form af ro, genkendelighed, rytme – det, som ikke forstyrrer barnet, men opbygger barnet fysisk og sjæleligt.
Fantasi og bevægelse indvirker positivt på æterlegemet – derfor skal barnet ud og gribe, mærke og sanse verden. Hvis barnet skal kunne få fat i livskræfterne igen, skal man sørge for, at det bruger og stimulerer sin egen fantasi. Når det sidder med sin iPad, er det ikke barnets egen fantasi, der opbygges. Det er en andens fantasi, barnet får serveret.
Oversættelse fra 2D til 3D:
For at kunne omforme det, de ser på skærmen i 2D til 3D, bruger børnene livskræfter. Oversættelsesprocessen tærer på børnenes livskræfter.
Fysikken svækkes:
Dårlig motorik og bevægelsesglæde, øjneskader og nakkeskader.
Søvnen påvirkes:
Et barn, der sidder foran en skærm, skal have tid til at lege oplevelserne ud, og det har oftest bevæget sig for lidt, så det får svært ved at falde til ro.
Afhængighed:
Børnene bliver trætte eller stressede og hyperaktive og bagefter passive og aggressive. Prøv at lægge mærke til effekten før og efter barnet bruger skærmen! Rejser barnet sig bare, er fyldt med glæde, i balance og kan fortsætte i en leg uden problemer? Eller er der en negativ reaktion med vrede og modstand mod, at skærmen blev slukket? Overgangene fra skærmtid til ikke-skærmtid er svære. Ligesom at tage en slikskål væk. Er det noget godt, barnet har fået ud af skærmtiden, hvis de kommer så meget ud af balance?
Hastigheden:
Klipningsfrekvensen er høj og giver et tempo, der påtvinges barnet udefra, og som det skal tilpasse sig. Det svarer til at skynde på barnet om morgenen. Det udefra påtvungne tempo avler trods og modstand. Man får et træt og trodsigt barn, som er sur over, at det ikke må få sin stimulans. Når barnet sidder passivt og ser skærm, får det ikke brugt sine viljeskræfter, og de kommer så ud bagefter.
Fantasien påvirkes:
Grundlaget for den senere forstand/intellekt. Når man er vant til at få underholdningen serveret, og ens egen fantasi bliver pacificeret og ikke trænet, så er det svært at komme over den hurdle, at tingene pludselig igen skal komme indefra. Fantasi er en kraft, der kommer indefra. Det er ikke barnets fantasi, der udfolder sig på skærmen – det er et voksent menneskes fantasi. Deres egne viljes- og fantasikræfter bliver forstyrret. Barnet kommer til at kede sig, når det ikke ser skærm. Man kommer ind i en ond cirkel, hvor der hele tiden skal fyldes mere og mere skærmtid på, for at barnet ikke keder sig.
Det sociale:
Mennesker er flokdyr – vi har brug for at være sammen med andre. Det er ikke barnets natur at sidde alene og kun interagere med en skærm. Selvfølgelig kan det også være en social begivenhed at sidde sammen om et spil eller en film, men det er jo ikke kun sådan medierne bruges. Vi efterligner hinanden, spejler os i hinanden, lærer af hinanden. Vi lærer om empati ved at betragte andre menneskers ansigtsudtryk, vi lærer at aflæse hinandens følelser og sindstilstande. Der ligger derfor utrolig megen vigtig læring i det sociale fællesskab, der er med til at danne os som sociale væsener.
Intet kan erstatte den tilfredsstillelse, det er for det lille barn, at have et nærværende, levende, sansende menneske omkring sig, der sender anerkendende blikke og er tilstedeværende med omsorg og kontakt, og derved bidrager til opbygning af barnets livskræfter. Herved skaber vi sunde voksne med et godt selvværd, som kan tænke innovativt, empatisk og klogt og træffe gode, bæredygtige beslutninger for fremtidens generationer.
Når det sidder med sin iPad, er det ikke barnets egen fantasi, der opbygges
