Børns søvn – et samarbejde mellem forældre og pædagoger

sep 15, 2017

Både forældre og pædagoger har den bedste intention om at skabe en sund barndom med de bedste betingelser, men der kan opstå indbyrdes uenighed om, hvordan vi i denne proces bedst når målet. Børns søvn er et af de områder, hvor der kan opstå uenighed mellem pædagoger og forældre, fordi vi ser på søvnen fra forskellige vinkler.
På den ene side står vi pædagoger med en objektiv, faglig viden om børns søvn og dens betydning for barnets udvikling og trivsel i hverdagen. På den anden side står forældrene med en vigtig, specifik viden om barnets liv derhjemme og de vilkår, der måtte være tilstede i familien, som har indflydelse på barnets søvn. Vi pædagoger har nok alle oplevet en situation, hvor forældre og pædagogisk fagpersonale har haft en uoverensstemmelse om, hvorvidt et barn skal vækkes fra middagsluren eller ej, eller hvorvidt et barn er udhvilet, når det ankommer til institutionen om morgenen. Ofte bliver det til en slags ”hønen-og-ægget”-problematik; hvad kom først? At barnet ikke vil sove om aftenen, eller at barnet sover en meget lang middagslur?
Selvom både vi og mange andre daginstitutioner i dag arbejder ud fra en søvnpolitik, som går ud på ikke at vække børnene, men den kan vække undren hos forældrene, hvis de har svært ved at få deres barn til at sove om aftenen.

For forældrene kan det opleves som manglende imødekommenhed, hvis pædagogen ikke vil vække barnet under middagsluren og omvendt vil nogle pædagoger undre sig over, hvorfor forældrene ikke kan få deres barn i seng om aftenen. Der er ingen tvivl om, at begge parter ønsker det bedste for barnet, men samarbejdet herom kan være udfordret i perioder.

Som leder af både vuggestue- og børnehavegrupper har jeg haft mange dialogmøder med forældre og samtaler med pædagoger om, hvor svært det er at få bygget bro mellem de to parter i dette vigtige anliggende. Det kan være vanskeligt at få viderebragt det vigtige budskab om vores værdier om søvn til forældrene, uden at der opstår uenighed eller frustration.

Hvis man har arbejdet med små børn, har man sikkert oplevet at blive mødt med forældres ønske om at vække et barn efter halvanden times lur, eller at et barn under tre år helt skal fratages sin middagslur, fordi barnet ellers ikke kan falde i søvn om aftenen. Det kan jo virke som en nærliggende løsning på den udfordring, men er det mon det bedste for barnet? For at kunne besvare det spørgsmål korrekt, forudsættes en viden om søvnens vigtighed: Hvorfor skal barnet sove så meget som muligt? Hvad betyder søvnen for barnets udvikling? Hvad er konsekvenserne af for lidt søvn hos barnet? Hvorfor mener vi, at barnet ikke skal vækkes midt i sin middagslur?

I en kronik i Politiken beskrives en helt almindelig børnefamilies putteseance på følgende måde:

”Den yngste på to år kommer godt fra start og bryder ud af tremmesengen, mens jeg er distraheret af den mellemste på fire år, der vil puttes af mor i stedet for far. Den ældste på seks år griner fra overkøjen og kaster bamser ned mod det flygtende blebarn. En griner. En græder. En flygter. Således starter aftenens halvanden time lange putte-ritual, der minder om en stramt koordineret wrestling-kamp, hvor udfaldet er givet på forhånd. Jeg taber. Hver gang.” (Kronik i Politiken, Christian Nobel, 21.7.2017).

Vi kan alle sætte os ind i, hvor umulig og frustrerende en situation denne far befinder sig i; han må være helt magtesløs. Artiklen beskriver videre, at mange par går fra hinanden, mens børnene er små, fordi det slider så hårdt på forældrenes overskud ikke at kunne få deres børn til at sove. Barnets søvn er altså ikke bare vigtig for barnet – den er også vigtig for forældrene.

Forældre har brug for nogen, som kan lytte og guide dem til at se bag om situationen, så de kan genoprette kontrollen og skabe de optimale betingelser for barnets søvn, så hele familiens liv kommer tilbage i trivsel.

Omvendt har vi pædagoger behov for redskaber til dialogen om, hvor vigtig børns middagslur er – parallelt med en forståelse for, hvorfor forældrene ønsker at droppe barnets middagslur. Her må vi som pædagoger kunne begrunde vores holdning om, hvorfor vi ikke vækker børnene, og hvorfor vi ikke kan imødekomme forældrenes ønske om at fratage barnet dets middagslur. Løftede pegefingre om stramme søvnpolitikker er nok ikke løsningen, hvis vi ønsker et konstruktivt samarbejde, men hvis vi i stedet helt enkelt kan hjælpe forældrene til at undres over, hvad der ligger til grund for barnets manglende evne/vilje til at sove om aftenen, er vi godt på vej.

I nogle tilfælde kan det være helt enkle ting, som fx hvor sengen står placeret (er den skærmet, så barnet kan føle sig tryg?), hvordan er stemningen i hjemmet inden puttetid, er der stress på, hvor nærværende er mor og far i puttesituationen, kan barnet mærke, at de bare vil have det overstået og nå frem til ”voksentid”? Er stemningen i hjemmet for laissez-faire i forhold til at fastholde rytmen? Er barnet overstimuleret og kan ikke geare ned? Har der været for meget på programmet i dag, eller har det været en situation, som har stresset barnet, lige inden det skulle sove? For meget skærmtid, som påvirker balancen i søvnhormonerne?

Middagsluren som forudsætning for en god nattesøvn

Det virker oplagt at konkludere, at hvis man reducerer – eller helt dropper – middagsluren, så vil barnet være godt træt om aftenen, og det vil være nemmere at få barnet i seng. Det lyder umiddelbart meget logisk. Men i virkeligheden forholder det sig stik modsat. Middagsluren er nødvendig for at få dækket barnets samlede søvnbehov og afgørende for, at barnet kan få noget kvalitet ud af de vågne timer om eftermiddagen og samtidig fordøje formiddagens mange indtryk. At blive vækket midt i sin dejlige middagslur er meget uhensigtsmæssigt for barnet, fordi man herved bremser den vigtige proces, der er i gang i barnet. Barnet gennemgår forskellige faser i søvnen, hvor der udskilles væksthormon, bearbejdes sanseindtryk (via drømmene) og immunforsvaret styrkes. Afbrydes søvnen i utide, går der kludder i den proces, og barnet får ikke det optimale udbytte af sin søvn, fordi det ikke gennemgår alle de nødvendige processer. 

Søvn avler søvn, siger man. Det er en udbredt misforståelse, at middagsluren ødelægger nattesøvnen; tværtimod er den ofte forudsætningen for, at børn får en god nattesøvn. Læge Vibeke Manniche mener, at det at bede daginstitutionen om at vække børnene midt i en nødvendig middagslur kan sammenlignes med, at forældrene bad personalet om kun at give barnet halvt så meget mad, som det har behov for. Eller slet ingen (Vibeke Manniche, ”Børns søvn – din lille sovetryne”).

En lur midt på dagen kan gøre det ud for mistet nattesøvn, men ekstra nattesøvn kan ikke gøre det ud for mistet dagssøvn. Man kan altså ”reparere” en dårlig nattesøvn ved at lade barnet sove ekstra lang tid til middag, men man kan ikke på samme måde springe middagsluren over og så reparere om natten. Er barnet overtræt pga. manglende middagslur, stiger niveauet af stresshormonet kortisol i barnet ved aftentid, og det betyder, at barnet får svært ved at falde i søvn.

Uden middagsluren vil barnets eftermiddage og aftener sandsynligvis være mindre harmoniske, fordi barnet ikke har det fornødne overskud til at fordybe sig i leg og harmonisk væren, som det er tilfældet, når barnets basale behov er opfyldt. De basale behov er simple men vigtige; en afbalanceret døgnrytme, sund og nærende kost, frisk luft, bevægelse, nærvær, øjenkontakt, kropskontakt og omsorg. Selvom barnet har været forholdsvis aktivt om formiddagen, skal der også bevægelse og frisk luft til på den anden side af middagsluren, for at barnet kan blive tilpas stimuleret til at spise god aftensmad og få en god nats søvn.

Barnets døgnrytme

Voksne kan godt håndtere at søvnrytmen er anderledes i weekenden, men det lille barn tåler ikke store udsving i døgnrytmen og bør derfor have en helt fast døgnrytme; dvs. komme i seng på samme tid hver aften og stå op på samme tidspunkt hver morgen. Dette gælder også i weekenden, selvom dette nok vil stride mod forældrenes helt forståelige behov for lige at få en time mere på øjet end i hverdagene. Men for barnets døgnrytmes skyld kan der være god fornuft i at bibeholde hverdagens rytme hen over weekenden. Det vil betale sig tilbage tifoldigt i hverdagen, når barnet faktisk kan falde i søvn om aftenen, fordi døgnrytmen ikke er blevet forskubbet i weekenden. Sker dette, kan det betyde, at rytmen først er normaliseret igen midt på ugen, og så er det jo snart weekend igen, hvor det hele starter forfra. I daginstitutioner taler man ofte om ”mandagsbørn” (pjevsede, uoplagte, trætte, til tider hyperaktive børn) som er resultatet af en forstyrret søvnrytme i weekenden. Man gør sig selv en stor tjeneste ved at fastholde rytmen i weekenden, selvom det er fristende at slippe. Selvfølgelig skal der være plads til undtagelser, men ikke hver weekend. Et barn i konstant søvnunderskud vil opleve alt for mange nederlag (Marion Thorning, ”Børns søvn”).

Søvnens betydning for barnets udvikling og trivsel:

”Som modvægt til livets mange sorger har himlen skænket mennesket tre gaver: håbet, søvnen og latteren”, sagde den tyske filosof Immanuel Kant. Søvnen er af åbenlyse årsager en vigtig størrelse – vi har sikkert alle oplevet lejlighedsvis søvnmangel og mærket den indvirkning det har på både vores fysiske og psykiske overskud. Det kan nærmest føles som jetlag.

Der finder mange essentielle processer sted under søvnen; vi producerer væksthormon og opbygger immunforsvaret, bekæmper infektioner, kroppens celler repareres, appetitten reguleres og blodkarrene holdes fleksible. Vigtigt er det også, at dagens indtryk bearbejdes, og vores flittige, indre lagerforvalter går rundt og lægger tanker, minder og følelser på plads på de rette hylder. Ja, faktisk er det i dag forskningsmæssigt bevist, at der kører et ”renseprogram” igennem hjernen, mens vi sover; der strømmer en form for rensevæske igennem årerne, som renser vores fintfølende system for stresshormonet kortisol og andre skadelige stoffer, som kroppen på denne måde skiller sig af med (Sundhedsmagasinet, DR1, 7. marts 2017). Altså er der vældig mange gode grunde til at tilbyde barnet så meget søvn som muligt.

Søvnmangel kommer ofte meget tydeligt til udtryk hos det lille barn, som ikke har overskud til at rumme hverdagen i en børnegruppe og bliver pjevset, får let til gråd og modvillighed, vil sidde hos en voksen, ikke orker at gå selv, ikke kan rumme de andre børn og måske slet ikke magter at sidde til bords under frokosten. Men søvnmanglen kan også give symptomer, der minder om dem, der kendetegner et barn med ADHD. Derfor vil noget af det første man bør gøre, hvis barnet har en hyperaktiv og usædvanligt opmærksomhedskrævende adfærd, være at undersøge, om barnet sover tilstrækkeligt. Regulering af barnets søvnrytme som beskrevet ovenfor vil hurtigt have et positivt udfald, hvis det er det, der er på spil. Hvis det ikke er søvnen, der er udfordret, må man naturligvis gå andre veje for at hjælpe barnet.

Det omvendte kan også være tilfældet; at problemer i barnets liv kan resultere i dårlig søvn. Det kan fx være forårsaget af traumatiske oplevelser, stress i omgivelserne, sygdom eller udviklingsfaser, som barnet gennemgår. Det vil kunne resultere i voldsomme drømme eller mareridt. Her hjælper det naturligvis ikke at regulere på søvnen, men man må i stedet finde årsagen og tage fat om den.